Tjekker du mails en gang imellem i ferien? Sidder du i sommerhuset og arbejder? Så har vi et par tips til, hvordan du holder hackerne fra døren i sommerlandet
Feriesæson er desværre højsæson for kriminelle, og der er ikke alene risiko for fysiske indbrud i hjemmet. Hackere forsøger sig også med angreb, forbi bemandingen er lav i de ferieramte virksomheder, og fordi mange medarbejdere sidder i afslappede omgivelser og er på nettet med paraderne nede.
Selv om det måske er et kedeligt emne at beskæftige sig med i varmen, så kan du med nogle enkle forholdsregler sikre, at du kan nyde sommeren fuldt ud og genoptage arbejdet efter ferien uden tabte data og tømte konti.
Lad ikke børnene spille på din pc
Har du din arbejds-pc med på ferien, er det bedst at holde den for dig selv, så den ikke bruges af andre familiemedlemmer – især børnene.
Sund skepsis i sommervarmen
Undgå at downloade og installere filer, hvor du ikke kender afsenderen. Ser afsenderen af mailen mystisk ud? Kommer der pludselig mails fra myndigheder, du ikke plejer at få mails fra? Så er det en god idé at slette dem og blokere dem i dit mailprogram. Sund skepsis er en god ting, når du sidder under parasollen.
Hold på penge og persondata
Cyberkriminelle ved desværre godt, at mange chefer er på ferie, og at ansvaret ofte er uddelegeret til andre. Får du en mail fra chefen, der skal have overført penge, betaler det sig at dobbelttjekke. Det samme gælder ved udlevering af persondata eller kontonumre, eller hvis bankdata pludselig skal ændres.
Husk at tjekke alle enheder
De fleste familier har mange enheder med på sommerferie og på weekend i fritidshuset. Mobiler, tablets, bærbare pc'er. Det er en god idé at slå den automatiske opdatering til på enhederne, så de altid er opdaterede i forhold til de nyeste sikkerhedstrusler. Så kan I bedre koncentrere jer om at nyde ferie og fritid.
Brug VPN hvis du har det
Hvad enten du arbejder hjemmefra i sommerhuset eller bare lige skal tjekke dine mails på ferien, kan det være risikabelt at gå på fra en tilfældig wifi-forbindelse. Hvis du har VPN-adgang til din virksomheds netværk, bliver trafikken krypteret, og du har samme sikkerhed, som sad du på kontoret.
Backup, backup, backup ...
Sender du mails i ferien, skriver du på dokumenter, eller arbejder du på andre måder med filer, skal du huske den vigtige backup, så data ikke går tabt. Det er også en god idé at have en sikkerhedskopi af mobile enheder, før de falder i vandet eller bliver stjålet.
Kom videre – med sikkerhed
Hos TDC Erhverv hjælper vi tusinder af danske virksomheder med at holde hackerne for døren, så medarbejdere og ledelse kan koncentrere sig om at udvikle virksomheden og pleje kunderne. Kontakt os, og hør mere om, hvordan vi kan hjælpe.
Se mere om vores produkter her
Ring til os på 70 70 90 90